Den afrikanske hverdag

Som tiden dog flyver afsted... To uger siden sidst og utroligt, hvor meget der er sket. Vi er for alvor kommet i gang med arbejdet paa Lohada. Hvilke forventninger, vi skulle have til Lohada, var lidt uvist. Det eneste vi vidste paa forhaand var, at det skulle blive en kaempe oplevelse samt udfordring.... Og det har paa ingen maade skuffet. Forrige mandag var dagen, hvor arbejdet for alvor skulle starte. Vi startede med at faa en god lang snak med Mama Wambura om, hvad vores forventninger var. Og var saa forventningerne? Jaa, det var et rigtig godt spoergsmaal, for vi vidste ikke meget om, hvad vi gik ind til. Saa Wambura gik i enkelte traek med at fortaelle os, hvor der var nogle mangler, og hvad hendes visioner var. Vi skal arbejde her i 2.5 maaneder, saa derfor ser hun et stort lys i os, daa kutymen er, at man maksimalt er i Lohada 4 uger, men det typiske er 1 uge. Saa derfor har vi rigtig god tid til at goere en forskel. Efter snakken spurgte Wambura, om vi ikke lige kunne tage alle boernene fra Camp Moses med ned paa den lokale legeplads (som i virkeligheden bestaar af en meget toer sandmark med to meget primitive maal). Og jo, det kunne vi selvfoelgelig godt. Kroellen paa halen var bare, at det var 15 stk. afrikanske gadeboern i alderen 2-6 aar, som man ikke kunne navne paa og legepladsen laa et godt stykke vaek, hvor man skulle krydse et meget trafikkeret vej. En ret stressende start, hvor de tre blege mzunguer var noedt til at svinge pisken for at holde styr paa dem. Men vi havde 15 stk. med tilbage efter halvanden time, saa missionen var lykkes.

Foerste uge gik meget med administrativt arbejde. Vi har lavet personal files og medical records over alle boernene, da de kun eksisterede i papirform paa swahili og var out of date. Vores egen Dr. Little Face (Nyt kaelenavn for Tobias: afrikansk kvinde i Dar es Salaam paapegede, at Tobias havde et lille ansigt. Dette fandt vi ret morsomt, da han med stoerrelse 46 i studenterhue, var den, der skulle give oel i hans klasse) har staaet for at sortere al medicinen og er blevet laert op af en canadisk farmeceut. Wamburas tekniske egenskaber er ikke de store, saa hun havde ikke faaet sendt velkomspakker til de kommende volunteers i en maaned, da hun ikke vidste, hvordan man vedhaeftede det i en mail. Jeg troestede hende med, at min egen mor har haft selvsamme problem. Saa jeg har staaet for meget af det tekniske og godkendt ansoegninger fra kommende volunteers fra hele verdenen. Ret sjovt at sidde paa den anden side af skaermen.

Vi er i denne uge begyndt paa et af de stoerre projekter vedroerende HIV. Wamburas ide er, at vi skal sammen med hende tage ud til de smaa stammer langt ude fra storbyens civilisation og raadgive om HIV. I mange landsbyer naegter HIV-smittede at lade sig behandle, da man kun tror paa den lokale "heksedoktor", eller tror gud vil helbrede dem. Dette er et kaempe problem, og i kraft af vores hudfarve (den hvide hudfarve er et synonym for handling i den afrikanske bevidsthed) tror Wambura, at vi kan vaere med til at aendre deres opfattelse og maaske faa nogle til at paabegynde behandling. For at tilegne os den noedvendige viden, har vi sammen med en pensioneret doctor vaeret ude og besoege 5 HIV-ramte familier. Hold da op, det var ikke for sjov. Vi var ude i den ret fattige del af Arusha, hvor nogle af dem boede i huse lavet af jord. Det var virkelig nogle ramte skaebner i alle aldre, vi moedte. Samtlige familier var under behandling og deres sygdom var under kontrol. Hver maaned gaar de til tjek paa en klinik og faar ordnineret ARV-medicinen, som er med til at stabilisere deres helbred. Disse fem familier var eksempler paa, at man kan godt leve videre med AIDS. Saa paa en maade var de glansbilleder, hvilket var svaert at forholde sig til, da de i vores oejne havde nogle haarde skaebner. I naeste uge skal vi besoege en af de klinikker, hvor familierne bliver tjekket, saa det bliver meget spaendende.

Vi har indtil nu vaeret i Camp Moses, hvor de mindste boern er. 2-6 aar ca. Boernene paa Lohada er fantastiske. Virkelig nogle sjove og charmerende unger. Men samtidig nogle vaerre ballademagere! Boernene har praecis som de danske boern. Nogle smaa egoister :) Men taget i betragtning af deres forfaerdelige baggrund, saa er det virkelig beundringsvaerdigt at se, hvor omsorgsfulde de er, og hvor godt de klarer det. Vi er faldet rigtig godt paa Camp Moses og blevet rigtig gode venner med de store mamas, som arbejder der. Hjort er endda blevet sat i gang med at skaere salat og roere i en stor gryde med ugali (mejsgroed), da han i al nysgerrighed skulle tjekke, hvad vi skulle have at spise. Vi morer os meget med dem, selvom de ikke kan et ord engelsk, og vi kun sporadisk forstaar deres swahili. Maden paa Camp Moses er godt nok en blandet oplevelse. Ugalien er ikke for boern og virkelig massiv at komme igennem. Igaar var der en baenkebidder i Hjortens koedret, men vi er efterhaenden blevet ret immune, saa hygiejne og al det pjat taenker vi ikke saa meget paa mere, saa det var bare lige at fjerne den. Desuden praediker Tobias meget om, at biller er meget proteinrige, saa helt skidt er det ikke :)

Udover den meget indtrykfyldte hverdag, saa nyder vi livet paa fuld droen her i Afrika. Vi er blevet godt kendt i vores lokalomraade i Kijenge, og folk kender os efterhaanden. I vores lokale supermarked er vi blevet dus med ejeren som heder Sophia, som er en rigtig rejekaelling i den positive forstand. Hun kan godt have lidt svaert ved at udtrykke foelelser, saa derfor fik Tobias en ordentlig lammer, da han valgte at koebe nogle alt for gamle klejner. Desuden er Hjort begyndt at koebe paa klods, da han ikke havde smaamoenter til at koebe en pose salt, der kostede det der svarede til 30 oere. Hver dag gaar vi ned paa vores stampub og faar rigtig gode afrikanske oel til 5 kr. stk. og spiller roevhul. Om aftenen hygger vi os med kortspil og laeser en masse boeger. Sidste weekend var vi byen i Arusha, hvilket var noget af en oplevelse. Efter at have besoegt to steder, der var fuldstaendig tomme, fandt vi et trejde sted, som hed Babylon. Der var godt gang i den, saa vi taenkte, der skal vi da ind. Vi traadte ind i baren og....... ingen hvide. Et hav af sorte mennesker. Vi overvejede lige en ekstra gang, om vi skulle gaa ind, men vi taenkte, at vi tager sku chancen. Det gik fint og var skide sjovt. Aftenen sluttede af med, at vi tog paa Masai Camp som er et kaempe diskotek med et stort dansegulv. Tobias skulle selvfoelgelig lave akrobatik, og dette resulterede i en kaempe cirkel, hvor Tobias battlede mod en masse afrikanere. Men i sidste ende maatte han se sig slaaet af nogle vilde afrikanske breakdancere.

Pyhh... Det var en lang smoerre, og jeg kunne blive ved. Vi har det fantastisk og imorgen smutter vi til kaffebyen Moshi for at gaa forfatteren Jakob Ejersbo, som selv har boet i Moshi, i fodsporene.

"Hvis tid er penge, og oplevelser kommer med tiden, goer Afrika dig til mangemillionaer paa rekordtid".