Wednesday, September 14, 2011

Foerste safari!

Saa blev der endelig fundet tid til at skrive blog. Den manglende elektricitet kombineret med et oplevelsesrigt program har betydet en indskraenkning af kontakten med omverdenen... Men trods en tilvaerelse uden alle de vestlige selvfoelgeligheder, saa har vi det som blommen i et aeg.

Arbejdet i LOHADA gaar rigtigt godt. Efter en start fyldt med meget administrativt arbejde er vi nu begyndt at foere ideer ud i livet. Vi har faaet organiseret og struktureret deres storeroom, og dette var virkelig tiltraengt. Alle donationer LOHADA faar kan vaere af hvilken som helst slags. Lige fra madvarer, skolematerialer til toej og sko. Pga. af manglende volunteers og ansatte har der simpelthen ikke vaeret tid til at faa lavet en form for orden i al dette. Til at starte med virkede det fuldstaendigt haabloest. Toej, sko, blyanter, bamser og saa videre var spraedt over det hele, men der var ikke andet for end at tage tyren ved hornene. Efter tre dages intenst arbejde var resultatet endelig faerdigt, og nu er det hurtigt og langt nemmere at bruge storeroomet og faa et hurtigt overblik over, hvor manglerne er. Mathias og jeg har endda ageret personal shopper for en ny pige, Subira, vi fik her forleden. Hun har trods sin alder som 10 aarig aldrig gaaet i skole, og hun havde i den grad brug for nyt toej. Saa derfor skulle vi finde en kjole, et skjoert, troeje... alt til hende. Hendes sko var fuldstaendig udtraadt, saa derfor skulle hun have et par nye sandaler. Jeg fandt et par lyseroede sandaler til hende, og jeg har aldrig set oejne lyse saa meget op, da jeg fandt dem frem. Virkelig tankevaekkende at et par brugte sandaler kan skabe saa stor glaede, naar danske boern tager det som en selvfoelge at have 3,4 eller 5 par sko.

I denne uge har vi malet hele Camp Moses' facade. Wamburas eneste krav var, at vi bare skulle vaere kreative og bruge det maling, der var. Saa det har vaeret dejligt at faa lavet noget rigtigt mandearbejde og resultatet er, efter vores egen overbevisning, blevet ganske godt. Naeste uge regner vi med at gaa igang med et af vores store projekter: sports clinic. Ideen med sports clinic er, at vi skal etablere et center i Unga Limited (det slemmeste slum kvarter i arusha, hvor folk virkelig er fattige. Vi var ude og besoege diverse familier, hvor bl.a. en af familierne havde 4 boern. Moren var hjemmegaaende og faren arbejdede med at gaa rundt med en slags traekvogn og transportere ting. Paa gode dage kunne han tjene 6 kr. paa en dag, andre dage tjente han ingenting. Deres husleje var paa 65 kr. (for et lille kummerligt rum), saa naar den er betalt er der ikke meget tilbage. Saa det er en meget haabloes situation for disse familier). Dette center skal indeholde raadgivere til de unge (som ikke gaar i Camp Joshua) og soerge for, at de kan faa et maaltid mad (oftest deres eneste maaltid). Fra kl. 14 til 16 skal vi staa for sportsarrangementer saasom fodbold, gymnastik og hoevdingebold. Resultatet af sports clinic'en skulle gerne vaere at faa boernene vaek fra slummet med disse aktiviteter. Saa det skal nok blive morsomt, udfordrende og nok en kaempe mundfuld!

Igennem Wamburas soen Yakobu har vi laert Gady at kende. Gady bor ogsaa i Kijenge, og han har den soedeste familie, hvor vi har vaeret ude og spise op til flere gange. Moren laver den mest fantastiske mad, saa vi glaeder os altid til at komme at spise hjemme hos dem. Faran er pastor og en rigtig hyggeonkel. Hos dem bor en anden frivillig som hedder Sami. Han er en 39-aarig canadier og en rigtig humoerbombe, der altid er med paa sjov. Gady har rigtig mange kontakter, saa vi kan faa arrangeret bestigning af Kilimanjaro og alle vores safariturer til en rigtig favorabel pris. Sidste weekend var vi paa safari som Gady havde arrangeret. Turen gik til Tarangire og Arusha National Park. Det var en helt fantastisk oplevelse at vaere paa safari for foerste gang. Den raa natur og alle de smukke dyr i naturlige omgivelser var virkelig overvaeldende. Vores guide paa turen var Gady's faetter Willbroad, som vi ogsaa skal have med til Serengeti. Saadanne oplevelse er svaere at beskrive med ord, saa naar lejligheden byder sig, skal jeg nok faa lagt et par billeder op :)

Og ja Mathias lever i bedste velgaaende trods diverse hjortheder! ;)

Friday, August 19, 2011

Den afrikanske hverdag

Som tiden dog flyver afsted... To uger siden sidst og utroligt, hvor meget der er sket. Vi er for alvor kommet i gang med arbejdet paa Lohada. Hvilke forventninger, vi skulle have til Lohada, var lidt uvist. Det eneste vi vidste paa forhaand var, at det skulle blive en kaempe oplevelse samt udfordring.... Og det har paa ingen maade skuffet. Forrige mandag var dagen, hvor arbejdet for alvor skulle starte. Vi startede med at faa en god lang snak med Mama Wambura om, hvad vores forventninger var. Og var saa forventningerne? Jaa, det var et rigtig godt spoergsmaal, for vi vidste ikke meget om, hvad vi gik ind til. Saa Wambura gik i enkelte traek med at fortaelle os, hvor der var nogle mangler, og hvad hendes visioner var. Vi skal arbejde her i 2.5 maaneder, saa derfor ser hun et stort lys i os, daa kutymen er, at man maksimalt er i Lohada 4 uger, men det typiske er 1 uge. Saa derfor har vi rigtig god tid til at goere en forskel. Efter snakken spurgte Wambura, om vi ikke lige kunne tage alle boernene fra Camp Moses med ned paa den lokale legeplads (som i virkeligheden bestaar af en meget toer sandmark med to meget primitive maal). Og jo, det kunne vi selvfoelgelig godt. Kroellen paa halen var bare, at det var 15 stk. afrikanske gadeboern i alderen 2-6 aar, som man ikke kunne navne paa og legepladsen laa et godt stykke vaek, hvor man skulle krydse et meget trafikkeret vej. En ret stressende start, hvor de tre blege mzunguer var noedt til at svinge pisken for at holde styr paa dem. Men vi havde 15 stk. med tilbage efter halvanden time, saa missionen var lykkes.

Foerste uge gik meget med administrativt arbejde. Vi har lavet personal files og medical records over alle boernene, da de kun eksisterede i papirform paa swahili og var out of date. Vores egen Dr. Little Face (Nyt kaelenavn for Tobias: afrikansk kvinde i Dar es Salaam paapegede, at Tobias havde et lille ansigt. Dette fandt vi ret morsomt, da han med stoerrelse 46 i studenterhue, var den, der skulle give oel i hans klasse) har staaet for at sortere al medicinen og er blevet laert op af en canadisk farmeceut. Wamburas tekniske egenskaber er ikke de store, saa hun havde ikke faaet sendt velkomspakker til de kommende volunteers i en maaned, da hun ikke vidste, hvordan man vedhaeftede det i en mail. Jeg troestede hende med, at min egen mor har haft selvsamme problem. Saa jeg har staaet for meget af det tekniske og godkendt ansoegninger fra kommende volunteers fra hele verdenen. Ret sjovt at sidde paa den anden side af skaermen.

Vi er i denne uge begyndt paa et af de stoerre projekter vedroerende HIV. Wamburas ide er, at vi skal sammen med hende tage ud til de smaa stammer langt ude fra storbyens civilisation og raadgive om HIV. I mange landsbyer naegter HIV-smittede at lade sig behandle, da man kun tror paa den lokale "heksedoktor", eller tror gud vil helbrede dem. Dette er et kaempe problem, og i kraft af vores hudfarve (den hvide hudfarve er et synonym for handling i den afrikanske bevidsthed) tror Wambura, at vi kan vaere med til at aendre deres opfattelse og maaske faa nogle til at paabegynde behandling. For at tilegne os den noedvendige viden, har vi sammen med en pensioneret doctor vaeret ude og besoege 5 HIV-ramte familier. Hold da op, det var ikke for sjov. Vi var ude i den ret fattige del af Arusha, hvor nogle af dem boede i huse lavet af jord. Det var virkelig nogle ramte skaebner i alle aldre, vi moedte. Samtlige familier var under behandling og deres sygdom var under kontrol. Hver maaned gaar de til tjek paa en klinik og faar ordnineret ARV-medicinen, som er med til at stabilisere deres helbred. Disse fem familier var eksempler paa, at man kan godt leve videre med AIDS. Saa paa en maade var de glansbilleder, hvilket var svaert at forholde sig til, da de i vores oejne havde nogle haarde skaebner. I naeste uge skal vi besoege en af de klinikker, hvor familierne bliver tjekket, saa det bliver meget spaendende.

Vi har indtil nu vaeret i Camp Moses, hvor de mindste boern er. 2-6 aar ca. Boernene paa Lohada er fantastiske. Virkelig nogle sjove og charmerende unger. Men samtidig nogle vaerre ballademagere! Boernene har praecis som de danske boern. Nogle smaa egoister :) Men taget i betragtning af deres forfaerdelige baggrund, saa er det virkelig beundringsvaerdigt at se, hvor omsorgsfulde de er, og hvor godt de klarer det. Vi er faldet rigtig godt paa Camp Moses og blevet rigtig gode venner med de store mamas, som arbejder der. Hjort er endda blevet sat i gang med at skaere salat og roere i en stor gryde med ugali (mejsgroed), da han i al nysgerrighed skulle tjekke, hvad vi skulle have at spise. Vi morer os meget med dem, selvom de ikke kan et ord engelsk, og vi kun sporadisk forstaar deres swahili. Maden paa Camp Moses er godt nok en blandet oplevelse. Ugalien er ikke for boern og virkelig massiv at komme igennem. Igaar var der en baenkebidder i Hjortens koedret, men vi er efterhaenden blevet ret immune, saa hygiejne og al det pjat taenker vi ikke saa meget paa mere, saa det var bare lige at fjerne den. Desuden praediker Tobias meget om, at biller er meget proteinrige, saa helt skidt er det ikke :)

Udover den meget indtrykfyldte hverdag, saa nyder vi livet paa fuld droen her i Afrika. Vi er blevet godt kendt i vores lokalomraade i Kijenge, og folk kender os efterhaanden. I vores lokale supermarked er vi blevet dus med ejeren som heder Sophia, som er en rigtig rejekaelling i den positive forstand. Hun kan godt have lidt svaert ved at udtrykke foelelser, saa derfor fik Tobias en ordentlig lammer, da han valgte at koebe nogle alt for gamle klejner. Desuden er Hjort begyndt at koebe paa klods, da han ikke havde smaamoenter til at koebe en pose salt, der kostede det der svarede til 30 oere. Hver dag gaar vi ned paa vores stampub og faar rigtig gode afrikanske oel til 5 kr. stk. og spiller roevhul. Om aftenen hygger vi os med kortspil og laeser en masse boeger. Sidste weekend var vi byen i Arusha, hvilket var noget af en oplevelse. Efter at have besoegt to steder, der var fuldstaendig tomme, fandt vi et trejde sted, som hed Babylon. Der var godt gang i den, saa vi taenkte, der skal vi da ind. Vi traadte ind i baren og....... ingen hvide. Et hav af sorte mennesker. Vi overvejede lige en ekstra gang, om vi skulle gaa ind, men vi taenkte, at vi tager sku chancen. Det gik fint og var skide sjovt. Aftenen sluttede af med, at vi tog paa Masai Camp som er et kaempe diskotek med et stort dansegulv. Tobias skulle selvfoelgelig lave akrobatik, og dette resulterede i en kaempe cirkel, hvor Tobias battlede mod en masse afrikanere. Men i sidste ende maatte han se sig slaaet af nogle vilde afrikanske breakdancere.

Pyhh... Det var en lang smoerre, og jeg kunne blive ved. Vi har det fantastisk og imorgen smutter vi til kaffebyen Moshi for at gaa forfatteren Jakob Ejersbo, som selv har boet i Moshi, i fodsporene.

"Hvis tid er penge, og oplevelser kommer med tiden, goer Afrika dig til mangemillionaer paa rekordtid".

Saturday, August 6, 2011

Arusha & familien God

Saa er vi saa smaat ved at falde til her i Arusha.Vi skulle tage en godt 11 timers bustur (der skulle have taget 8 timer... but again african time) igennem den smukkeste natur og forbi bitte smaa landsbyer med lerhytter og smaa huse med straatag for at komme frem. Minimale smaa samfund helt udenfor vores vestlige globalisering.Virkelig smukt, fascinerende og surrealistisk paa samme tid. Da vi ankom til Arusha hentede vores vaertsfar Baba God (Edward) os, og vi blev koert til vores hjem de naeste to en halv maaneder. Kvarteret vi bor i hoerer til den mere velhavende del af Arusha, men det stadigt meget raat og beskidt. Rundt om vores hus er der en stor massiv mur samt traemmer for vinduerne, saa vi skal i hvert fald ikke frygte, at der bliver indbrud. Da vi ankom blev vi vist rundt i huset af Baba God, og elektriciteten var gaaet, saa rundvisningen foregik i buldrende moerke. Man kunne godt maerke, at alle stod med lidt samme mavefornemmelse af lidt nervoesitet for, hvordan det her skulle gaa. Huset er i dansk standard ret kummerligt, og naar der skal haeldes sovs fra gryde 2, saa sker det staaende. Vi bor alle tre sammen i et vaerelse med en fin lille terrasse, saa det er super laekkert. Efter rundvisningen bliver vi budt paa kaffe i stuen, og vi faar praesenteret hinanden fint. Stemningen er lidt anspaendt og nervoest, da paa davaerende tidspunkt ikke havde nogen ide om, hvad vi var gaaet indtil.

Pludselig ankommer Mama God (Ana), og en sten falder var mit hjerte. Hun straaler af livsglaede og er en stor dame med mod paa tilvaerelsen. Det var ligesom vendepunktet, og hendes smil faar ens spaandinger til at loesne sig. Familien er simpelthen saa rar og hjaelpsom. De er ret kristne, men paa den tanzanianske maade. De er saa glade og har en fantastisk humor. Da Baba God praesenterer og viser sine tre soenner paa billeder paa vaeggen, kommer Baba God til at pege paa Jesus, som de har haengende paa vaeggen. Dette resulterer i, at Mama God er fuldstaendig flad af grin pga. den lidt pudsige misforstaaelse. Vi faar rigtig god mad til aftensmad. Rigtig god og lokal mad. Koed har vi dog ikke faaet, men risne, boennerne og groentsagerne er saa smagsfulde, at man ikke taenker over det mere. Om aftenenen snakker vi om religion, kultur og politik, hvilket er vildt spaendende. Familien er ret veluddannet (Mama & Baba God er begge accounter og har en butik ved siden af med medicin og diverse), men de arbejder stadig rigtig meget (6 dage om ugen), da det er meget dyrt at have boernene i privatskole. Hos os bor Mamas niece Joyce, som bor der imens hun er ved at blive uddannnet syerske. Hun er simpelthen saa nuttet og hjaalpsom, og imens hun er her, arbejder hun ogsaa som husholderske, saa hver dag, naar vi kommer hjem er alt ryddet op og iorden. Vi klager ikke :)

Igaar tog vi to Dalla-Dallas (meget smaa busser, hvor de kan praestere at proppe knap 25 mennesker ind) til Camp Joshua, hvor de aeldste boern gaar i skole (6-16 aar). Her moedte vi Mama Wambura, og det var en kaempe oplevelse. Hun er bare saa hjertelig og smilende, men samtidig en serioes kvinde, der virkelig vil goere alt i sin magt for at faa Lohada-boernene vaak fra gaden. En aegte ildsjael. Paa Camp Joshua blev vi moedt med sang og dans af boernene, og det var virkelig roerende og livsbekraeftende. Boernene er virkelig soede og imoedekommende. Alle boern loeber direkte imod en og raaber "Mzungu! Mzungu!", hvilket betyder hvid mand. Alle folk er virkelig venlige og meget snaksagelig. Bagefter Camp Joshua tog vi en Dalla-Dallas til Camp Moses, som er for de helt smaa boern. Vi starter paa mandag med at arbejde, saa foerst der kan man begynde at faa et billede af, hvad det vil sige at vaere volunteer.

Igaar aftes paabegyndte vi vores swahili-undervisning af Baba God. Vi faar hverdag lektier for, og igaar skulle vi laere, hvad de forskellige kropsdele hed. Da vi blev hoert paa skift, proevede jeg, hvad det vil sige at faa blackout. Jeg kunne slet ikke huske noget som helst, da det blev min tur, og det hele floed sammen. En smule ubehagelig, men samtidig ret morsomt.

Baadaye!

Tuesday, August 2, 2011

Dar es Salaam

Saa er vi endelig landet i Afrika, naermere betegnet Dar es Salaam, og hold dog op et bombardement af sanseindtryk! Lugten, varmen og omgivelserne kan naesten ikke beskrives. Det som man nok ville betegne som et kaos i Danmark, er den brutale virkelighed for den afrikanske befolkning. Bare taxaturen fra lufthavnen til vores hostel var en kaempe oplevelse. Vi kom direkte ud i forstaden til Dar es Salaam, hvor der ikke var det mindste spor af hvid civilisation. Folk stod paa gader og straeder og solgte alt mellem himmel og jord, og smaa drenge gik imellem bilerne for at proeve at tjene til dagen og vejen. Fuldstaendig fyldte busser floej forbi os konstant og hold da ferie en trafik! Jeg som troede, at det roede postbud Tobias koerte aggresivt... der blev jeg klogere. Lyskryds og vejspor tager man bestemt ikke hoejtideligt, og det resulterede da ogsaa i, at vores chauffoer op til flere gange var meget taet paa at koere smaa drenge og folk paa knallerter ned. Men tilbage til det saakaldte kaos. Trods den ringe levestandard saa er den afrikanske befolkning saa venlige og smilende. Paa vejen til vores hostel stod to smaa nuttede afrikanske boern og vinkede ivrigt til os i bilen. Saa kan man da ikke andet end at blive bloed i knaene! :)

Vi bor ganske fint trods den ret saa brutale udsigt af slummet i Dar es Salaam, og imorgen skal vi udforske Dar es Salaam lidt. Muligvis ligge paa stranden, spille paa vores ukulele Bambi og faa os en velfortjent Safari Lager efter en god lang rejse. Torsdag drager vi til Arusha og skal forenes med vores kommende vaertsfamilie. Det bliver spaendende!